En tale: Om at fare vild i dunkle skove.

Jeg mødte engang en mand. Han havde i tidernes morgen haft en stor stilling og alle tænkte om ham, at han var en heldig mand. Sikken et fint hus og sikken en pæn have. Artige børn på en god skole og en hustru der altid puttede blomster i vaser og stillede hans kaffe frem, sammen med avisen, på en morgenbakke når han kom ned efter nattens hvile. Bilen var en eksklusiv sjældenhed og alt, hvad andre kunne se – så godt ud og af en kaliber, der var de færreste forundt.

Men en dag kom han hjem før tid.

Han stillede sin attache mappe pænt i entreen – drejede om på hælene og kom aldrig mere tilbage. Bilen blev stående i garagen, armbåndsuret lå på sædet, det samme gjorde pungen med de mange kreditkort. Konen fik det hele, men led over tabet i mange år. Det samme gjorde børnene.

Da de mødte hinanden igen senere i livet – havde han slået sig ned som healer i indre by. Håret gik til midt på ryggen. Han nye kone havde lilla kjole på – den rørte jorden og hun sang ballader i et rockband.

Indimellem vokser vi op i vores forældres spor og hele vejen gennem barndommen og den første del af tilværelsen – handler alt om at gøre ’det rigtige’, selvom det rigtige dybest set føles helt forkert.

Og vi finder en partner, der passer, et job der passer – et liv der passer. Alt passer, bare ikke til den, der forsøger at passe det ind.

Og sådan kan man leve og sådan kan man dø.

Med alt det ’rigtige’ omkring sig. Det ’rigtige’ forkerte. Eller som manden der lod det hele bag sig… indtil det simpelthen ikke går og man derfor selv må gå og omkostningerne, for dem som var en del af forældrenes drøm – ubærlige.

Men man kan også kæmpe sig fri – tidligt. Hvis man tør. Hvis man har modet og kan kunsten at være alene – endda ensom på den første del af rejsen.

Og dem der står på nærmeste hold – forældre og familie, kan se det ske og kærligt lægge hånden på den unge skulder i gangen før det første skridt og sige højt: ”Du vælger et andet liv, end det du har levet med os. Men du går med vores velsignelse”.

De børn, der forlader forældrenes spor, med kærlige aftryk på kroppen og varme ord i hjertet. De vender ofte tilbage senere i livet og bliver en del af det de slap, blot på egne præmisser.

Dem der går i en barndoms smerte – ser sig sjældent tilbage.

 

…………………………………….

Hvis du værdsætter det jeg skriver må du gerne give min FB side ‘Det har livet lært mig’ et ‘like’ og dele. Tak 🙂 Jeg lægger hver dag nye tekster og taler op.

april 14, 2016

En barndoms smerte

En tale: Om at fare vild i dunkle skove. Jeg mødte engang en mand. Han havde i tidernes morgen haft en stor stilling og alle tænkte om ham, at han var en heldig mand. Sikken […]
april 14, 2016
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

Det er senere end du tror …

Det er senere end du tror … Hun skrev det på en keramik kakkel med håndskrift i glasur. Det trådte frem under brændingen. Hun var højt oppe i årene – det var også først dér […]
april 14, 2016

Levebrødsledelse af eget liv – NEJ TAK!

En tale: Den vigtige kerne i dig.   ’Jeg vil helst ikke have, at det ser ud som vi ikke har råd til andet!’ sagde han til sin kone, da hun kom hjem med en […]
november 3, 2015
Pernille Aalunds hus

Pernilles boligmanifest

Jeg har sat min bolig til salg og er ved at bygge et nyt hjem op – et helt andet sted. Med et helt andet udgangspunkt. For år tilbage – da jeg var langt yngre, […]