… Og jeg elsker dig.

Du ejer mig. For jeg er sådan en der gerne vil ejes.

Jeg har jo ’ejet’ så meget selv.

Der var aldrig hvile – intet hellested.

Du gav mig det helle – i de arme og med den ro, der var en mangelvare i et hektisk liv.

Pligten og ansvaret i årevis.

Jeg har kæmpet, stridt og vandret.

Bag mig ligger en kabale, der altid skulle gå op – de tusind mål i horisonten.

 

Jeg begræder intet; alt har lejret sig som erfaring og det er denne erfaring jeg baserer alt hvad jeg er på.

Min besiddelser, mine tab og min vilje til at lykkes.

Jeg har ikke fejlet – jeg har vundet, men intet af det jeg vandt kunne erstatte det der gik tabt.

 

I dag vil jeg noget andet.

Og jeg elsker dig for at ville det samme ’nu’, som så mange af os afskriver for det næste … alt dét der venter lige om hjørnet. Det ’mere’ som er en tråd i så mange menneskers liv.

Vi farer vild. Mange af os går som levende døde i dette ene liv. En gave

 

Jeg fór vild. I øjeblikke af galskab landede jeg steder, hvor jeg ikke skulle ligge.

Disse lande af ingenting. Med sine krøllede lagner. Planer. Endnu en række af nye sko, en taske mere til skabet, shoppingposer med ubetydeligheder, værdiløse nedslag i liv hvor tid er en mangelvare og alt lykke forbindes med en strøm af penge. Når nu det meningsfulde handler om noget helt, helt andet … og vi ved det!

 

Der er en angst i dette fravalg.

En uro. Men den kan overvindes og efter det stædig valg vokser den nye frihed.

 

Og jeg elsker dig for at tage dette ’ejerskab’. For at fylde mine dage uden at begrænse. Din inderlighed.

For at lade et andet ’jeg’ vokse. For uden undren at lukke mig ind i dit liv.

Det uperfekte perfekte.

Det grænseløse.

Jeg kapitulerer og elsker dette nye rum, hvor alt er muligt; når først rammerne er sat.

Potten i sin karm. Den rige muld. Den solrige plads.

Det vi vander gror og se hvor det trives.

 

Jeg vil ikke være alene om alt længere.

Jeg vil ikke alt.

Jeg vil ikke stræbe … men nyde processen. Det sker jo af sig selv.

Det er sådan livet folder sig ud.

Når vi ved hvad der er vigtigst og vi gøder den grund … så vil det gro.

Helt af sig selv.

I kærlighed.

oktober 13, 2017

Åbent brev til min elskede …

… Og jeg elsker dig. Du ejer mig. For jeg er sådan en der gerne vil ejes. Jeg har jo ’ejet’ så meget selv. Der var aldrig hvile – intet hellested. Du gav mig det […]
oktober 11, 2017
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

Når man gentager egen smerte

En tale. Om at rejse sig og gå videre …   Hun talte om det samme svigt i årevis: Hende der kom og tog ham hun elskede og ikke lod andet tilbage end tomhed. Det […]
oktober 9, 2017

De rigtige mennesker og de forkerte

En tale:  Om de rigtige mennesker … og de forkerte   … Der er muligvis mennesker omkring dig, uden tro, håb eller vilje til at se det store billede. De bliver i jordhøjde, har ingen […]
oktober 8, 2017

Et Italiensk bageri

Andres forventninger, vanens dyne og et italiensk bageri. En historie fra det virkelige liv…     Hun satte aldrig selv sine grænser. De blev altid sat af andre. Da hun var barn: Rejs dig op! […]