En tale:

Vi fødes rene og ’tomme’ for tanker og håb. Længslen kommer først senere – dette begær efter mere, jagten på føde og kærlighed. Hud og næring. Og vi næres og fyldes af dem, der er nærmest. Forældre. Familie.

Vores indre er som bokse i en bank og alt hvad vi modtager, lagres i de rum og de rum tager vi med.

Enkelte af os kommer videre i livet mætte og det er disse indre forrådskamre der danner grundlaget for vækst eller overlevelse i alle mørke stunder. Andre har været knapt så heldige og det runger hult fra første færd.

Uanset hvordan vi vender og drejer det – vil mennesker med fyldte kamre, have mere at tære på i nedgangstider – end dem, der må starte et liv uden anden bagage, end den de bærer på deres skuldre i form af savn, skyld, smerte og svigt.

Men blandt alle dem, der efterlader de største indtryk og aftryk i nutid og for eftertiden – har de største ofte en baggrund med smertefuldt, tomme bokse; de har du lært at overleve uden en medbragt næring.

Har du forstået løbende, selv, at fylde dine kamre med det du behøvede og dem du behøvede – vil du sandsynligvis værdsætte alt hvad du modtager i langt højere grad; for det var aldrig en naturlig forudsætning, at du var elsket.

Du vil være bevidst om alle kærlighedens bevægelser og vigtigheden af at være en del af en større sammenhæng, ganske enkelt fordi du har lært dig selv at leve ’uden’ og af den grund ikke frygter, at miste igen. Du har været der, følt det, lært at takle afsavnet, håndteret svigtet og skaffet dig selv og taget imod det du behøvede.

Og da du endelig ramte det første mål, var du rig på erfaring og mærkede rusen – uforbeholdent og ikke med ligegyldighedens selvfølgelighed, men med taknemmelighedens kraft.

Et stærkt og helt menneske – på trods af alt og ikke på grund af alt.

Og sådan er der et mønster der tegner sig … af mennesker der ikke fik det hele i de første år – men tog imod hvad de behøvede efterfølgende – for ganske generøst at give verden tilbage af alt det, man ikke bare kan tage for givet.

En cyklus.

oktober 31, 2017

Fra smerte og svigt til umådelig styrke.

En tale: Vi fødes rene og ’tomme’ for tanker og håb. Længslen kommer først senere – dette begær efter mere, jagten på føde og kærlighed. Hud og næring. Og vi næres og fyldes af dem, […]
oktober 30, 2017
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

Her er dit liv … grib det!

En tale: Ikke uden smerte, fortrydelser og et strejf af bitterhed. Men også, og fremfor alt, en eksplosion af muligheder, overraskelser og små drys af mirakler. Jeg har aldrig mødt et menneske, der ikke havde […]
oktober 29, 2017

”Jeg vil have mere … i mit parforhold ”

BREVKASSEN: Hej Pernille. Jeg har en frygtelig uro i min krop. Et evigt ønske og higen efter “det på den andet side”. Jeg elsker, alt når det er nyt og spændende, men så snart hverdagen […]
oktober 28, 2017

Kærlighedens fængsel

En tale: Til dig, der stadig håber, det løser sig – selvom tiden burde have vist dig noget andet. Det var tredje gang hun sagde ’undskyld’. Hun kunne snart ikke længere huske en dag eller […]