Indimellem må man gå, før det er for sent.

Før den sidste dråbe kærlighed er presset ud og erstattet af en bitterhed.

Mens vi stadig kan huske, at vi elskede en gang.

At der var dage, hvor man ikke kom ud af sengen, hvor ’rodehår’, et krøllet morgenansigt og alle

hverdagens små trivialiteter var berigende betragtninger, der bare bragte den elskede lidt tættere på.

Fornemmelsen af en ubrydelig tosomhed og den konstante længsel.

’Jeg elsker dig!’ som længe ventede og forløsende ord.

Indimellem må man gå, før det er for sent.

Gå, før man kun ser alt det, der ikke er, og sammenligner størrelsen på en røv eller en mave eller en skaldet isse med alt det, der ikke lige er indenfor rækkevidde eller alt det, man ’KUNNE’ få, hvis man ikke lige stod her midt i en kvælning.

Man må gå, før det kommer dertil – eller beslutte sig for at blive en gang for alle og ikke gæste et

imaginært landskab, der får ’My Little Pony’ til at minde om et andenrangs eventyr.

En gang for alle sige til sig selv: Nu er jeg her, jeg bliver her, og jeg gør ALT, hvad jeg kan for at elske dette menneske med alt, hvad der følger med, også selvom det langtfra er perfekt.

Men indimellem ER det for sent.

Det begyndte måske med en drøm… en vidunderlig vision om soulmating, familie og samhørighed. Eller i en seng. Med en krop, et begær og en vildskab – og så kom hverdagen, og matchet var ringe. Børnene tog det sidste overskud, og fundamentet var for spinkelt.

Eller man drømte om et liv med stokroser i provinsen, hvidt slør og lysestager fra Lene Bjerre. 20 år senere bor naboen for tæt, man ved ikke, hvad man skal snakke om over middagsbordet, og bebrejdelserne styrer agendaen ved den forudsigelige tur til det græske øhav.

Og man trækker den og trækker den – for på søndag kommer børnene, og lige om lidt er det jul igen.

Og sådan går livet, og galden står i halsen, til den styrer hele ens væsen og væren og udsigt og indsigt.

Og så en dag eksploderer det hele, og man har glemt at tale sammen, elske sammen, tilgive og give plads.

Indimellem må man gå, før det er for sent.

Gå, mens der stadig sidder fragmenter af hed elskov i porerne, mens det er hovedet, der taler, og man har en helt klar erindring om, at dette menneske var centrum for alt på et tidspunkt. Et valg.

Med stolthed.

Gå, mens der er rum for dialog, så alt kan arrangeres i kærlighed – for børnenes skyld, for fællesskabet, for familien, for vennerne – men ikke mindst for én selv.

Så intet er tabt, men bare en forlængelse af det, der var – en ny epoke, hvor mor og far husker, at de fik deres børn i kærlighed, og det grundlag kan løfte børnene videre – hele resten af livet.

Indimellem må man bare gå. Mens man stadig har sin ære i behold, sine værdier og sig selv.

I kærlighed.

september 18, 2017

Indimellem må man bare gå

Indimellem må man gå, før det er for sent. Før den sidste dråbe kærlighed er presset ud og erstattet af en bitterhed. Mens vi stadig kan huske, at vi elskede en gang. At der var […]
september 17, 2017
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

Der er ting, jeg ikke kan længere.

Der er ting, jeg ikke kan længere. Jeg kan ikke længere bare pakke en kuffert og rejse; der er for mange ting, der binder mig til denne årstid. Det lokkende kald i blæsten. Denne fortættede […]
september 17, 2017

En ‘tale’ om at slippe smerten og … lette!

Derfra hvor du står lige nu – dit vingefang – bred det ud. Slip jorden. Lad året drysse fra dine fødder i et mægtigt afsæt.   Flyv!   Du har besteget et bjerg. Du har […]
september 14, 2017

Dåbstale til den nyfødte

Man kan leve et lang liv, men rejsen blev kort. Man kan leve et kort liv, men rejse langt.   For livet handler ikke bare om at finde sig selv. Du er, i dig selv, […]